HISTORIEN KORT FORTALT

PASSION FOR AMERIKANSK WHISKEY

Vi fire gutter, Lars, Peter, Niklas og Jeppe, har som så mange andre danskere længe haft hang til rom og skotsk whisky. Men over de seneste år er vi alle faldet pladask for amerikansk whiskey. For de gamle studiekammerater Lars og Niklas begyndte det på baren Kronborggade 3 på Nørrebro (som har et fint lille bourbon-udvalg til meget fornuftige priser). Nærmest samtidig blev brødrene Peter og Jeppe også hooked på amerikansk whiskey, da de på en forretningsrejse til Las Vegas endte med at bruge al deres fritid på at udforske udvalget af bourbon og rye på byens whiskeybarer. Som bekendt er to og to lig med fire og vi fik hurtigt stablet en whiskeyklub på benene.

FLASKEN I EGEN HÅND

Amerikansk whiskey har i de seneste år oplevet en renæssance i sit hjemland, hvor mikrodestillerier popper op som champagneflasker nytårsaften og stiller alternative og velsmagende flasker bourbon og rye på barhylderne. Da vi sammen udforskede udvalget på det danske marked, oplevede vi dog, at mange af disse flasker ikke var at finde herhjemme. Og hvad gør man så? Så sætter man sig sammen en aften, åbner barskabet og får idéen til at tage flaskerne i egne hænder og udvide det danske udvalg af amerikansk whiskey.

TACKLET AF TRUMP

Da vi næsten samtidig, halvvejs uafhængigt af hinanden, blev forelskede i amerikansk whiskey, var timingen fra starten af lige i øjet. Da vi så skulle gøre alvor af projektet, var det modsatte desværre tilfældet. Netop som vi skulle i gang med at importere de første flasker, besluttede vores allesammens Donald Trump nemlig at starte en handelskrig, som blandt andet resulterede i, at der blev lagt straftold på import af amerikansk whiskey. Dette betød, at flere af de mindre amerikanske destillerier, vi havde kontakt med, fik kolde fødder, og foretrak at se tiden an, før de valgte at eksportere. Der skulle dog mere til end en orange mand og lidt ekstra gebyrer til at stoppe os, og efter en mindre justering af konceptet er vi nu klar med et lille men stærkt udvalg af amerikansk bourbon og rye.

KONCEPTET

Som sagt har mikrodestillerier de seneste år stillet nytænkte og velsmagende flasker bourbon og rye på de midterste og øverste barhylder i USA på en måde, der minder meget om mikrobryggeriernes sejrsgang i Danmark. Når man derimod nævner amerikansk whiskey herhjemme, tænker de fleste på Jack D, Jim Beam og de andre ”good ol’ boys” på nederste hylde - og så lidt cola til at drukne den grimme smag. Vi er gået sammen for at gøre vores bidrag til at nuancere det kedelige billede.

Vi har derfor smagt os vej gennem den amerikanske whiskeyjungle og besøgt et utal af amerikanske destillerier for at kunne håndplukke de flasker, som vi mener, fortjener en plads i barskabet hos enhver whiskeyelsker. Udvalget er småt men godt: Fire til seks flasker som løbende udskiftes, for at vi altid kan levere de bedste og mest spændende produkter til en fair pris. Vi holder øje med de amerikanske kobberkedler, og ved hvad der rører sig i det amerikanske whiskeymiljø.
Vi bestræber os på at bringe det bedste bourbon og rye hjem til Danmark.

Alle vores flasker lever således op til to uomgængelig krav:
1. Det er amerikansk whiskey.
2. Det er produkter, som vi kan stå inde for, og som vi selv har svært ved at holde fingrene fra.